At du ikke kan synge er ikke ensbetydende med, at du ikke kan blive sanger. Det lyder mærkeligt, men nu om dage genereres lyden bare igennem et computerprogram og så kan alle lyde perfekte. Selv live. Det giver rigtig mange blod på tanden, for pludselig er det nogle helt andre parametre, du skal bedømmes på. Det er nu mere det smukke ansigt og den veldrejede krop, der sælger musikken, end det er personer med et stort talent, der rent faktisk kan.
Ikke at alle snyder på denne måde, men der er flere og flere, der gør det. Derfor er der nok rigtig mange, der glædes over, at udseendet ikke havde den store betydning tidligere, for så havde verden blandt andet aldrig kunnet nyde Freddie Mercury fra Queen og andre store kunstnere fra dengang.
Inden det var muligt at tune lyden, så var der
muligheden for playback. Her mimede en kunstner bare til musikken. For de flestes vedkommende blev det brugt, når de skulle optræde “live” i talkshows med mere. Ikke alle tog den slags lige pænt, men Iron Maiden tager prisen, da de på tysk tv havde fået nok, og derfor bare gik rundt og fjollede, legede med hinandens instrumenter og dansede lidt, imens deres pladeudgave spillede i baggrunden. Det bedste eksempel på et oprør fra musikere, der kun ville live og ikke det andet,
Snyd var der dog også. Pigerne faldt i svime over de flotte fyre i Milli Vanilli. De to flotte fyre havde dog ikke en tone i livet, og det var playback. Det var slet ikke dem, der sang. De var bare foran kameraet alene for deres flotte udseende.